Samtaleterapi for børn, unge og forældre

Børn (6 - 12 år)

Kriller det nogle gange i maven? Eller er du nogle gange ked af det, uden at vide, hvorfor? Føler du dig nogle gange nervøs, eller har du svært ved at sove? 

Hos mig kan vi tale om alt, hvad du går og tænker på, og hvad der kan drille i dit liv. Vi kan tegne, lege eller bare snakke, og sammen finder vi måder, der kan gøre det lettere og rarere at være dig. 

Nogle andre børn har talt med mig om


  • Hvad andre børn kan finde på at sige og gøre
  • At nogen driller
  • At nogen mobber
  • At de ingen har at være sammen med
  • At de kan føle sig alene - også selvom de har nogen at lege med
  • Hvordan det kan være i skolen
  • At lektier er svært; måske meget svært
  • At de føler, at de ikke er noget værd
  • At de ikke kan noget
  • At de er bange for noget
  • At vreden kommer på besøg
  • At de føler sig pressede og skal alt for meget
  • At der er mange skænderier
  • At mor og far skal skilles
  • At mor og far er skilt
  • At en i familien har en diagnose
  • At en i familien er ramt af sygdom
  • At de har oplevet noget, som de ikke har talt med andre om
  • At de har set og oplevet noget, som ikke var rart
  • At nogen i familien gør noget, som ikke er rart


Måske du har noget mere til min liste, som jeg har glemt at skrive ... så hjælp mig endelig med at få det med, så andre børn også kan få min hjælp. 


Det kunne måske være rart for dig at vide lidt om mig, og se hvordan min klinik ser ud, inden du kommer hos mig. Derfor vil jeg aftale med dine forældre, at jeg vil sende et brev til dig, hvor jeg fortæller lidt om det. Når du kommer hos mig, vil jeg gerne lære dig lidt at kende og høre lidt om, hvad du godt kan lide at lave. Jeg vil også gerne høre lidt om noget af alt det, du kan og ved. Og så vil jeg også gerne høre lidt om problemet, og hvordan det kan drille dig og måske også din familie. Nogle børn tror, at de er problemet. Men jeg har fundet ud af, at det er dét, problemet gerne vil have dem til at tro, da det ikke selv vil være et problem. Jeg vil gerne undersøge sammen med dig, om der har været tidspunkter, hvor det er lykkedes dig at snyde problemet, og hvordan du gjorde.  

For mig er det vigtigt, at du føler dig tryg ved at komme hos mig, så derfor vil jeg gerne have, at du har dine forældre med, men også fordi både de og jeg kan lære lidt om, hvad du har tænkt og oplevet. Ingen børn skal være alene med problemet, selvom det er dét, problemet gerne vil have. Derfor er det også godt, at dine forældre ved, hvad problemet er ude på, så de kan hjælpe dig med at gøre problemet mindre. Måske der kan være andre, som du tænker kunne være en god ide at invitere med engang. 


Nogle børn synes, at det er rart at tale med andre børn, som også har mødt et problem, der minder om det , de selv har. Derfor vil jeg gerne tilbyde dig at komme med i en gruppe med 5-6 andre børn. Vidste du godt, at når man er sammen med andre, så kan man opleve, at man ikke er den eneste med problemer. Man kan måske komme til at huske, hvordan man har gjort, for at problemet ikke skulle bestemme, eller man kan få gode ideer til at arbejde med problemet.

Når man er i sådan en gruppe har man tavshedspligt. Det betyder, at man ikke må fortælle andre om det, de andre børn fortæller, så det er lidt ligesom at være på en hemmelig mission.


Privatlivspolitik

OK