I forbindelse med at jeg mistede min mor til kræft, startede jeg i en sorggruppe, hvor Susanne er gruppeleder. Jeg var meget i tvivl, om sådan en gruppe var noget for mig, men det har givet mig klarhed og åbenhed overfor min sorg. Det at møde en gruppe andre, der står i samme situation som mig, er en lettelse. De forstår de følelser, man selv har. Man er ikke alene.
Støttegruppen har givet mig en planlagt dag, hvor jeg er nødt til at forholde mig til min sorg. I hverdagen kan man være hurtig til at skubbe det væk, fordi følelserne kommer frem på et ubelejligt tidspunkt. Men når man har et fast møde, hvor man bliver konfronteret med det, så forholder man sig til det og får det italesat. Det er den bedste gave, man kan give sig selv, for ellers ligger følelserne alligevel og ulmer under overfladen. Susanne har stor del i, at en støttegruppe er lykkedes for mig. Hun er dygtig til at få mig til at reflektere over min situation. Det er ikke hende, der bestemmer samtalen, men hun guider den i en retning, der giver mig troen på, at jeg godt kan leve med min sorg i stedet for at kæmpe imod den. Det er noget af det vigtigste, jeg har taget med mig.
Lærke 21 år
Jeg har valgt at gå i gruppeterapi/sorggruppe, fordi jeg havde brug for at snakke med andre, der også havde mistet, fordi jeg tit har følt mig alene med mine tanker og sorg. Gruppen har givet mig en masse gode råd, når jeg har haft brug for det. Den har givet mig en følelse af ikke at være alene omkring min tanke samt lært mig at sætte ord på mine følelser. Ingen følelser og tanker er forkerte. Derudover får man et fællesskab og relationer til hinanden, som er unikt, og som kan være svært at opnå med andre, der ikke har oplevet det samme.
Jeg tror gruppeterapi kunne være godt for andre, fordi man møder mennesker, der har været igennem det samme som en selv, og man kan spejle sig i hinanden og hjælpe hinanden. Igennem gruppen finder man også ofte ud af, at man ikke er alene omkring sine tanker og følelser.
Susanne er lyttende, forstående og nysgerrig på ens historie og deltager i snakken ved at stille spørgsmål, men hun bidrager også med hendes egne erfaringer, hvilket gør, at man føler sig tryg ved hende. Personligt er jeg glad for at have Susanne i sorggruppen, og så står hun altid klar med et kram.
Frederikke 26 år
For mig er det at gå i et gruppeforløb en gave. At kunne spejle sig i andre jævnaldrende, ligeværdige men alligevel forskellige mennesker man måske ellers ikke ville have mødt, er en kæmpe gave, som kan give venskaber for livet. Første gang i en gruppe kan være overvældende og med en smule nervøsitet. Men med erfaring fra 5 forskellige grupper er min oplevelse, at det er et trygt og rart miljø, hvor der er plads til dig og dine følelser.
Som gruppeleder er Susanne nærværende, lyttende og engageret. Hun tør gøre sig sårbar og dele ud af hendes liv på lige vilkår med os andre, samtidig med at hun formår at have en professionel rolle ind i det på den mest kærlige og trygge måde.
Signe 26 år.
Copyright © 6740psykoterapeut.dk